Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Profil

Velkommen til det gode børneliv i Elverhøj.

Elverhøj er en selvejende integreret institution på Frederiksberg, der har driftsoverenskomst Frederiksberg kommune og hører ind under paraplyorganisationen Børneringen. Elverhøj har 2 vuggestuegrupper samt 2 børnehavegrupper. Såvel i vuggestuen som i børnehaven bliver der samarbejdet på tværs i grupperne. Vi har en dejlig zoneopdelt legeplads, en oase midt i byen, der er indrettet med fokus på børnenes alder og udfoldelsesmuligheder med plads til fordybelse, stille leg og områder hvor der er plads til bevægelse. Alle stuer har direkte udgang til vores legeplads.

I Elverhøj er vi en stabil personalegruppe og sammen brænder vi for, at vores dagtilbud skaber rammen om et trygt, udviklende og lærerigt børneliv hvor de gode fællesskaber er et bærende element.

Vores værdier i Elverhøj står på begreberne:

  • Omsorg: I Elverhøj mødes barnet af nærværende, imødekommende og opmærksomme medarbejdere, der støtter barnet i dets intentioner, relationer, følelser og behov. Vi tager kærligt imod, skaber en hverdag i et omsorgsfuldt miljø, hvor barnet bliver set, hørt, støttet og kærligt skubbet på, til at kunne mestre den ”næste” opgave/udvikling der venter rundt om hjørnet.

  • Fællesskaber: I Elverhøj har barnet muligheder for at deltage i flere forskellige slags fællesskaber. At høre til og være værdifuld ind i et fællesskab er betydningsfuldt for barnets selvfølelse og sociale udvikling. Al leg, dannelse og læring sker igennem fællesskabet med andre og er grundlaget for at indgå i positive relationer og udvikle betydningsfulde venskaber.

  • Leg: I Elverhøj har legen i sig selv stor betydning. Vi ved, at legen er grundlæggende for børns sociale og personlige læring og udvikling, at legen fremmer bl.a. fantasi, sprog, nysgerrighed og sociale kompetencer. Derfor ser vi det som særligt vigtigt, at vi støtter, guider og rammesætter barnets leg, både når barnet leger alene og i fællesskab med andre.

  • Nysgerrighed: I Elverhøj er vi nysgerrige på alle børn, på hinanden og på verden. Vi tilstræber, at skabe lege- og læringsmiljøer, aktiviteter og ture ud af huset der understøtter barnets nysgerrighed og mod på at møde verden.

  • Glæde i hverdagen: I Elverhøj vægter vi glæde og lethed som vigtige omdrejningspunkter for vores hverdag sammen med børnene, det skal være sjovt at komme i Elverhøj både for små. Vi ønsker at børn, forældre og andre interessenter der træder ind i vores hus, føler sig velkomne og taget godt imod.